Sammendrag
Hensigten med denne Ph.d.-afhandling er at undersøge hvordan det performative og digitale samfund kan revitalisere dramadidaktik. I afhandlingen bringer jeg de sociale medier og deres komplekse kommunikative strategier med ind i en drama/teaterfaglig kontekst og undersøger, hvordan de kan anvendes til at videreudvikle drama/teaterfagdidaktik. En del af ph.d.-projektet har således også været at udvikle og gennemføre et dramadidaktisk undervisningsforløb for gymnasieelever (#iLive).
Afhandlingen er artikelbaseret og består af fire artikler, samt en sammenfattende kappe. Den overordnede studien er forankret i en abduktiv forskningslogik, som kendetegnes ved, at nye forskningsspørgsmål kontinuerligt udvikles gennem en pendling mellem praksis, forskning og teori. Den valgte forskningslogik har bidraget til, at ph.d.-projektet har gennemgået en transformation i løbet af projekts fireårige periode. Transformationen kommer blandt andet til syne i afhandlingens fire artikler og i kappen. Hver artikel repræsenterer en delstudie og har tilført forskellige teoretiske, epistemologiske og metodologiske perspektiver til den overordnede studien. En konsekvens af dette er, at afhandlingen indeholder et epistemologisk og metodologisk skifte fra æstetisk pragmatisme til et mere senmoderne syn på subjekt og erkendelse. Studien er forankret i et performativt, praksisledet forskningsparadigme og det empiriske materiale består blandt andet af, videooptagelser af #iLive og egen udviklingspraksis, deltagerlog, samt et kort spørgeskema. De sociale medier er ligeledes blevet brugt, som en måde at dokumentere og udvikle min egen forskningspraksis i løbet af hele perioden.
I studien peger jeg på flere områder, hvor en moderne dramapædagogisk didaktik udfordres i mødet med de sociale medier. Dette sker blandt andet i forbindelse med at anvende dramatisk fiktion og dramaturgi i didaktisk kontekst. Men, også i relation til at praktisere dramadidaktik indenfor et klassisk Aristotelisk kunstsyn. Gennem studien foreslår jeg, som svar på disse udfordringer, konturerne af en performativ dramadidaktik. En didaktik som i dialog med Jacques Rancières æstetiske regime (2000/2012), opererer med et fiktionsbegreb og en dramaturgi, som ivaretager kompleksiteten, som er forbundet med meningsskabende processer på de sociale medier.
Et hvert forsøg på at revitalisere eller forny faglige perspektiver indebærer at ryste allerede etablerede forestillinger om hvad dramaundervisning er. Dette indebærer en form for kritik rettet mod drama/teaterfaget selv. Jeg mener, at kritiske refleksioner kan føre til en mere nuanceret faglig både-og-holdning. En sådan holdning indebærer en vilje til at ville vende fokus hen mod potentielle områder for faglig udvikling. I mit ph.d.-projekt har det performative og digitale samfund været et sådan område.
Vis fullstendig beskrivelse
