Sammendrag
I samhandlinger tager mennesker ind imellem fejl af hinanden, hvorpå en af parterne opgivende slår ud med armene: ”Vi er vistnok ikke samme sted”. Underforstået: vi taler ikke om det samme eller også er udgangspunkterne helt forskellige. Skulle jeg helt virtuelt prøve at snige mig ind i en børnehave – og da tager jeg gerne læseren med – er det ikke utænkeligt, at assistenten og førskolelæreren løfter nogle trætte øjenbryn op i konstateringen af, at ”vi vistnok ikke er samme sted”. Ikke sådan forstået, at jeg som vikar for den ferierende assistent ville få hele det pædagogisk arrangement til at bryde sammen; i hvert fald ikke de første par minutter. Det er først når jeg som pædagogisk forsker fortæller den lange historie om, hvad der er uden om og oven over dem, at personalet kan tænkes at synke sammen i de tunge suk.
Der er nemlig rigtig mange, som har fået flere og flere ambitioner på børnehavens, personalets og børnenes vegne. De talte og især skrevne ord fosser fra hovedkilder som de pædagogiske uddannelser, udrednings- og forskningscentre, myndighedsorganer med lokale baser i kommuner og fylker og i centralstatens institutioner samt fra journalister og debattører. Når børnehavebørnene i denne tid suser af sted på ”akebrett” eller øver sig på skiene under personalets kyndige deltagelse, er det næppe de manende stemmer fra disse ”felter”, som er kilden til den megen hvinen og moro i sneen. ”På den lange bane” er det imidlertid betydelige symbolske og andre håndfaste ”føringer”, der melder sig over hverdagen i børnehaven.
Vis fullstendig beskrivelse
